Møllerens® Gule Ærter

– Et stykke Svendborg historie


Svendborg boghvede- og havremølle

Historien om Møllerens® Gule Ærter går helt tilbage til 1800-tallet. Svendborg Boghvede- og Havremølle hed virksomheden, der oprindeligt stod bag produktionen af de gule ærter, og den blev grundlagt allerede i 1888. Det skete, da virksomhedens grundlægger, Theodor Petersen, købte en mølle i Svendborg, som hans far havde opført og drevet siden 1868.

Det var Theodor Petersens søn, Jørgen Petersen, der fik idéen til, at der skulle produceres gule ærter i Svendborg. Efter farens død i 1916 overtog han sammen med sin mor virksomheden, og i 1923 opførte de et ærtemølleri til afskalning af gule ærter på havnen i Svendborg.

Faktisk ligger ærtemølleriet den dag i dag på samme matrikel som i 1923, og dengang som nu blev der brugt gode danske ærter i produktionen.

18 millioner portioner på ét år

I 1940’erne, efter Anden Verdenskrig var overstået, steg efterspørgslen på boghvede, hvilket betød, at mølleriet i Svendborg var nødt til at udvide sit produktionsapparat. Det gav samtidig anledning til at udvide og forny ærtemølleriet.

En af de ting, som det nye produktionsapparat var i stand til, var at efterbehandle de afskallede ærter og polere dem, så de så pænere ud og blev lettere for forbrugeren at håndtere. Produktet blev kaldt Foska Gule Ærter og svarer til det produkt, der i dag hedder møllerens® Gule Flækærter. Og det var et enddog meget populært produkt.

I 1947 toppede salget af de gule ærter fra Svendborg. 900 ton gule ærter blev der kørt igennem mølleriet og ud til efterkrigstidens husholdninger. Hvis man omregner det til portioner, svarer det faktisk til, at der i 1947 blev spist 18 millioner portioner gule ærter.

Banebrydende opfindelse

Sidenhen gik det dog lidt ned ad bakke for salget af gule ærter, og det fik Svendborg-virksomheden til at tænke over, om man kunne gøre noget nyt for at gøre produktet mere forbrugervenligt. Her var det særligt tilberedningstiden, der var interessant.

Og det lykkedes faktisk medarbejderne ved Svendborg Boghvede- og Havremølle A/S omkring 1960 at opfinde en metode til at forkoge de gule ærter, så tilberedningstiden blev reduceret fra flere timer til sølle 5 minutter – som også er tilberedningstiden den dag i dag.

 

Luk
OK
Background